Amstaff/ amr. bulldogwww.polsen.dk |
|
Dico Dico er vor øjesten, vi ønskede at anskaffe en hund og var enige om at vi ville købe en Dansk-Svensk-gårhund i vores sommerferie. Vi kørte landet tyndt for at finde den rigtige, men det lykkedes ikke og vi havde opgivet at få hund denne sommer. Vores datter havde samme sommer købt en bror til Dico, og på den sidste dag i vores sommerferie kom dagen hvor hun skulle hente hvalpen. Hun havde vist os billeder af hvalpen og den var sød. På vej i bilen ringede hun til mig og spurgte om vi ikke også ville ha en hvalp fra samme kuld, jeg tøvede lidt og sagde så ja uden at spørge min kone. Jeg sagde at vi ville ha den hvalp der var mest tigerstribet. Jeg havde så 2 timer til at fortælle min kone at vi ville få hund samme eftermiddag, jeg fik sagt det uden en skilsmisse til følge. Et par timer efter kom Dico og vi vart solgt med det samme. En lille klump på fire ben. Allerede den første uge fik Dico sine første ture til stranden og det var noget han kunne bruge, han blev en rigtig vandhund. Fra starten havde vi kun snor på ham når vi færdes nær vejen og det har senere vist sig at være en god ide, for i dag kan vi ha ham med alle steder uden snor og han lystre på det mindste kald. Fra starten valgt vi at der altid skulle være mad og vand i foderskålen da vi ikke ønskede en hund som overfaldt madskålen når den skulle fodres. Han fandt hurtigt ud af at han ikke behøvede at spise op da maden var der altid. Der gik nu et halvt år hvor han voksede op med megen opmærksomhed og kærlighed, han blev en dejlig hund som hele familien elsker. Men så skete det. Julen var overstået og nytår oprandt, vi havde inviteret gæster og gæsterne blev instrueret om ikke at lukke Dico med ud når nytåret skulle skydes ind. Her må jeg give det gamle ordsprog ret " når sprutten går ind går forstanden ud". En af gæsterne lukkede dico med ud klokken 24, og inden vi nåede at reagere var det for sent. Dico blev skræmt fra vid og sans og løb over i skoven, min kone og jeg rente efter men kunne ikke finde ham, fyrværkeriet var stadig på sit højeste så han var sikkert krøbet i læ et eller andet sted. Efter en times søgen gik vi hjem og smed gæsterne ud, Vi skulle bare finde Dico. Det var -15 grader den nat, og vi skiftede festtøjet ud med noget varmt tøj og så forsvandt vi ud i mørket for at finde vores hund. Vi ledte og kaldte til den lyse morgen uden resultat, jeg ringede til dyrehospitalet og spurgte hvor længe de mente at han kunne klare sig i den kulde. De forklarede at med den tid der nu var gået havde han nok lagt sig udmattet af kulde og sikkert gik døden i møde. Ved. 9 tiden om morgenen gik jeg til computeren og fik fremstillet plakater med billede af Dico hvor vi efterlyste ham, som min kone efterfølgende kørte rundt i nabolaget og fik sat op. Resten af den formiddag samt det meste af eftermiddagen gik med at søge og græde, på det tidspunkt havde vi opgivet alt håb. Pludselig ved femtiden ringede det på døren, vi åbnede og udenfor stod en ung mand (Daniel) med Dico i en kanin-snor, Dico kunne næsten ikke gå, så vi bar ham ind og inviterede Daniel med indenfor. Daniel havde været til nytårsaften inde i byen og var kommet hjem med et tidligt morgentog en smule lakket til (det var jo nytårsaften) på sin vej fra stationen til sit hjem kom han forbi en lille sø og så at der lå noget på isen og som gav nogle lyde. På trods af sin brandert gik han ud på isen for at se efter, og ja der lå Dico og var frosset fast til isen. Daniel fik ham løsnet fra isen og bar den halvstore hvalp hjem til sig selv. Før Daniel lagde sig til at sove gav han Dico tæppe, mad og drikke. Efter at ha sovet nogle timer gik Daniel i gang med at finde ejermanden til Dico og han fandt hans hundetegn hvor vores telefonnummer var stemplet ind i. Han havde ikke telefon men fik nogle venner til at søge på deres computer og fik fremskaffet adressen og herefter begav han sig hjem til os. Det er vi ham evigt taknemlige for. Vi takkede ham for det han havde udført, og før han gik fik han 1000 kr. som tak for hjælpen. (Daniel er siden kommet en gang om året i julen og besøger Dico) Tilbage til Dico, vi kørte ham straks til dyrlægen for at få ham tilset. Huden på hans trædepuder var begyndt at falde af og hans testikler var mørkeblå. Lægen tilså ham og gav os noget salve til at smøre med, andet kunne han ikke gøre. I 14 dage efter kunne Dico næsten ikke gå men herefter gik det hurtigt fremad og efter et par måneder var han helt OK. Jeg må indrømme at jeg ikke troede at man kunne knytte sig så meget til en hund men den dag i dag kommer der stadig et par tårer når vi tænker tilbage på dette. Hvorfor så denne historie? Jo, den viser hvor hurtigt det kan gå fra idyl til katastrofe når man har med dyr at gøre hvis man ikke tænker sig om. Det næste er, at det viser vigtigheden af at hunden bærer et hundetegn med det rigtige telefonnummer. Jeg ved godt at når hunden er chippet (som Dico) kan Dansk Hunderegister altid finde frem til ejeren. Det sidste viser at der findes unge mennesker der ikke kun tænker på sig selv, men også tænker på andre selv om det kræver lidt arbejde. Tilbage til dico Efter næsten et år fik vi så Dina, de blev hurtigt venner og i dag kan de ikke undvære hinanden. Vi flyttede til Vig hvor hundene fik de elsker. Dico har udviklet sig til den mest kærlige og omsorgsfulde hund jeg nogen sinde har haft, han har hele sjælen med i alt hvad han gør. Når nogle siger at en kamphund ikke er en familiehund, så ved de ikke hvad de snakker om. Hunderacen fejler ikke noget, det er nogle af de mennesker der ejer dem der fejler noget. Giv din hund kærlighed og du får det tilbage i rigelige mængder.
(Tryk på computerens tilbagetast for at se de andre sider) |
